Fra græsk-romersk til Sumo – introduktion til stilarterne

Der findes et væld af forskellige brydestile rundt omkring i verden, og her kigger vi nærmere på forskellene. De to mest kendte klassiske brydestile er de to discipliner, som også er med på det olympiske program – nemlig Græsk-romersk stil og Fristil.

Græsk-romersk stil

Manden bag den græsk-romerske stil var en soldat i Napoleons hær ved navn Exbroya, der opfandt stilen i 1800-tallet. I 1848 præciserede han reglerne, således at det ikke længere var muligt at tage fat på modstanderen under bæltestedet, og det er netop denne regel, der adskiller græsk-romersk stil fra fristilen.

Bryderne dyster på en madras – iført blå og rød trikot – i to gange tre minutter. Formålet er få modstanderen ned på madrassen, så han ligger på ryggen og gerne med begge skuldre nede i madrassen. Lykkes det, er der tale om en såkaldt faldsejr. Lykkes det ikke, afgøres kampen via en række forskellige tekniske point, der tildeles bryderne udervejs.

Den græsk-romerske brydestil var på programmet i de første moderne olympiske lege i 1896 og har siden 1908 været en fast disciplin på OL-programmet. I danske brydeklubber brydes der nærmest udelukkende i den græsk-romerske stil.

Fristil

Fristilen, som også er på det olympiske program, stammer fra England og USA og opstod under navnet “catch-as-catch-can”. Stilen var populær i festlige lag og til forestillinger og det hele gik ud på at bringe modstanderens skuldre i gulvet med stort set alle tænkelige virkemidler. Forskellen på fristil og græsk-romersk er primært, at det i fristil er tilladt at bruge benene i alle aktioner.

Fristil har også været dyrket af en lang række amerikanske præsidenter og stilen har været med på det olympiske program siden 1904 i St. Louis – hvor alle 40 deltagere var fra USA.

Kvindebrydning

Kvindebrydning er en forholdsvis ung olympisk sport. Det første verdensmesterskab fandt sted i 1987, og først i 2004 i Athen kom kvindebrydning med på programmet med fire vægtklasser. Kvindebrydning har sit udspring i Frankrig og Skandinavien i 1980’erne og stilen er fristil med den forskel, at det i kvindebrydning ikke er tilladt at lave en såkaldt dobbelt Nelson.

Udover de klassiske stilarter findes der rundt omkring på kloden en lang række lokale brydeformer, som både er for amatører og professionelle. Her tager vi et kig på nogle af dem.

Sumo

Sumobrydere i Japan er ikke bare store i fysisk forstand. De mest populære sumobrydere har status som rockstjerner og lever i særlige huse, som kun har til formål at huse sumobrydere. Sporten har gennem årene været en af de helt store tilskuermagneter i Japan. Reglerne er simple. To brydere kæmper i en ring med en diamteter på cirka 4,55 meter, og det gælder så om at skubbe modstanderen ud af ringen eller få en del af modstanderens krop (som ikke er hans fødder) til at røre gulvet. En sumokamp varer ofte kun få sekunder. Fra 2008 til 2017 har sumobrydningen været ramt af en lang række skandaler, som primært drejede sig om matchfixing. Det kostede sporten dyrt i form af svigtende interesse, men sumobrydningen er nu langsomt ved at finde fodfæste igen.

Oliebrydning

I Tyrkiet har oliebrydning status af nationalsport. Navnet skyldes, at bryderne inden kampen smører sig ind i olivenolie. Brydekampene havde tidligere ikke nogen maksimal tid og kunne derfor fortsætte i dagevis. I dag varer kampene dog maksimalt mellem 30 og 40 minutter. Kampen kan vindes, hvis den ene bryder får et effektivt greb på modstanderens bukser – også kaldet Kisbet.